OPLYSNINGER

Uddannelsen til integral psykoterapeut følges og godkendes løbende efter tværministerielle kvalitetskriterier. Mit medlemskab af Dansk Psykoterapeutforening MPF er et kvalitetsstempel og din garanti for, at jeg har kompetencer til at hjælpe dig. Jeg følger særlige etiske retningslinjer, har tavshedspligt og udviser fuld diskretion.

Jeg modtager løbende supervision rettet mod individuelle samtaler, parsamtaler og gruppeforløb. Og jeg går selv i terapi. Når du kommer til mig er det min fornemste opgave at skabe en tryg og tillidsfuld kontakt til dig. Jeg er optaget af at støtte og guide dig, så du kan vækste og øge din bevidsthed mod større livskvalitet. Så du kan bryde med uhensigtsmæssige mønstre, leveregler, tanker og måske begrænsende adfærd.

Alle mennesker besidder et unikt potentiale og mange lader sig begrænse og nøjes, så de ikke lever livet nu. Noget af det vi mennesker kan fortryde er alt det vi ikke har gjort. 

At opdage og erfare sit dybeste potentiale og leve det ud kan opleves transformerende og frigørende.

Jeg har interesseret mig for mennesker og personlig udvikling hele livet. Og jeg har selv gået vejen til større bevidsthed gennem de kriser, som mit liv har budt på. Jeg har oplevet sorg, skilsmisse, stress og meget andet, som har givet mig stor livserfaring – på godt og ondt. En erfaring der har givet mig kompetencer til at forstå og rumme de udfordringer og kriser mennesker kommer til mig med.

Min erfaring er, at gaven ved enhver krise er større bevidsthed og en oplagt chance for vækst og kontakt til essentielle værdier. Udfordringen er også ofte, at se og mærke sig selv og få en god relation til sig selv. Jeg tager gerne udgangspunkt i flere psykologiske perspektiver og bruger også gerne mindfulness, afspænding og visualisering i terapien, alt afhængig af dine ønsker og behov.

Uddannelse og beskæftigelse i øvrigt:

Jeg er

  • Oprindelig er uddannet sygeplejerske og har arbejdet med mennesker i mere end 25 år. Det har givet mig en solid ballast og erfaring, som jeg har stor glæde af i det terapeutiske rum.
  • Deltidsansat som psykoterapeut og smertesygeplejerske på Tværfagligt Smertecenter Aalborg, hvor jeg siden 2016 har arbejdet med individuel terapi, parterapi og gruppeterapi til mennesker med kroniske smerter. Mit arbejde omfatter støtte og vejledning, hjælp til selvhjælp, stress-nedregulerende teknikker i form af blandt andet visualisering, mindfulness og afspænding.
  • NADA-øreakupunktør uddannet i 2017 i henhold til NADA-Danmarks krav. Herunder implementering af metoden samt supplerende behandling med magnetiske ørekugler.
  • NLP Master Practitioner. 2-årig uddannelse ved Lisbeth Ødum, Terapi Nord.
  • Klinisk vejlederuddannet 2005. Jeg har fungeret som klinisk vejleder af sygeplejerskestuderende siden.
  • Uddannet sygeplejerske 1994-98. Arbejdet med mennesker har givet mig en solid ballast og erfaring, som jeg trækker på i mødet med mennesker.

Frivilligt arbejde:

  • Arbejdede som frivillig psykoterapeut gennem 5 år (frem til 2018) i Kvisten – en organisation, der giver terapi til personer, der har været udsat for seksuelle overgreb.